Projektets udgangspunkt

Socialrådgiveruddannelsen på Aalborg Universitet står frem mod studiestart 2026 over for et reformarbejde, som åbner for et redesign af uddannelsens struktur, undervisningsformer og faglige tilrettelæggelse. Samtidig skaber reformen et mulighedsrum for at tænke inklusion ind på et mere strukturelt niveau.

I samarbejde med VIL arbejder uddannelsen derfor med, hvordan reformarbejdet også kan bruges til at styrke inkluderende læringsmiljøer og derigennem de studerendes muligheder for deltagelse i uddannelsens faglige og sociale fællesskaber.

Fokus

Ønsket med den nye reform på professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser er i høj grad, at styrke den faglige kvalitet og arbejdsparathed ved at have øget fokus på professions- og praksisfaglighed i pensum, undervisning, øvelser, eksamensform, m.m. Men hvordan får man opfyldt disse læringsmål, hvis der samtidig er en stigende tendens til manglende fremmøde og øget tilbagetrækning fra det fysiske undervisnings- og læringsmiljø?

Som et første konkret udviklingsgreb fokuserer projektet derfor på de udfordringer, uddannelsen oplever omkring de studerendes fremmøde og aktive deltagelse i forelæsninger, øvelsestimer og simulationstræning. Målet er at undersøge, hvad der ligger bag udfordringerne, og på den baggrund udvikle tiltag, som forbedrer de studerendes muligheder for at deltage i læringsmiljøet på uddannelsen.

Hvordan arbejder vi?

Metodisk er projektet inspireret af en design-tilgang. I projektets første fase undersøger AAU Socialrådgiveruddannelsen og VIL problemfeltet, og på den baggrund følger en fase, hvor der udvikles forslag til mulige tiltag. Disse tiltag afprøves, videreudvikles og evalueres i en afprøvningsfase, og på baggrund heraf formuleres et første samlet design, som kan udvikles videre. Som en del af arbejdet vil der blive udført løbende målinger af læringsmiljøet, som kan give indikationer på, om de afprøvede designs har den ønskede virkning.

Bidrag til den videregående uddannelsessektor

Ambitionen er, at projektet kan bidrage til, hvordan andre uddannelser i samme situation kan løfte de ønskede læringsmål og kvalitetskrav i den nye reform på en måde, der er sammentænkt med understøttelsen af inkluderende læringsmiljøer. Dette skal ske gennem vidensbidrag om problemfeltet samt konkrete prototyper, som kan afprøves og kvalificeres i praksis. På længere sigt er målet at udvikle et afprøvet og evalueret design, som kan deles og med tilretning afprøves på andre uddannelser. Ud over disse leverancer, afsluttes projektet med en vidensrapport om indsats, forløb og foreløbige resultater.

Kort om projektet

Strategisk indsatsområde
Pædagogisk og didaktisk udvikling

Status
Projektet er igangsat. I første fase arbejdes der med problemafdækning og udvikling af forslag til tiltag.

Partner
Aalborg Universitet, Socialrådgiveruddannelsen

Varighed
2026–2027

Kontakt